Brand i Horsens koster 79-årig kvinde livet

Kvinden havde ild i tøjet, da hun bankede på hos nabo for at få hjælp. Men hendes liv stod ikke til at redde.

Med ild i tøjet søgte en 79-årig kvinde hjælp hos sin nabo, men det lykkedes ikke at redde hendes liv. Arkivfoto.
Med ild i tøjet søgte en 79-årig kvinde hjælp hos sin nabo, men det lykkedes ikke at redde hendes liv. Arkivfoto.

En 79-årig kvinde mistede torsdag aften livet, da der udbrød brand i hendes lejlighed i Horsens.

Politiet og brandvæsnet fik alarmen om, at der var brand i en stuelejlighed på Borgmestervej klokken 19.50.

– Hun bankede på hos en nabo, og da han åbnede døren, stod hun udenfor med ild i tøjet, fortæller vagtchef Jørn Lindhardt fra Sydøstjyllands Politi.

Naboen havde en lille søn, som han forsøgte at skærme for det uhyggelige syn samtidig med, at han forsøgte at hjælpe kvinden. Men det lykkedes altså ikke, at redde hendes liv.

Ilden bredte sig ikke til nogen af de tre andre lejligheder i ejendommen. Kvindens overbo må dog genhuses for natten på grund af røgskader, og hos overboens nabo blev en hund reddet ud.

Politiet kan torsdag aften ikke sige noget om hvor i lejligheden eller hvordan, branden er opstået. Det skal teknikere forsøge at klarlægge.

De pårørende til den 79-årige kvinde er blevet underrettet.