Brand i Grevinge

En beboer på Hovedgaden 15 i Grevinge hørte til alt held tidligt fredag morgen høje smæld fra sprængende eternitplader.

Der var opstået brand i hans udhus, og han alarmerede brandvæsenet kl. 5.51.

– Ilden er opstået i hulrummet bag en skunkvæg i udhuset, og jeg kan se flammerne komme op gennem tagpladerne, oplyste beredskabschef fra Odsherred Brandvæsen Jens Larsen under brandslukningen.

Det er formentlig en kortslutning i det elektriske system, der er årsag til branden.

Han havde 15 mand på stedet og forventede at slukningen ville tage en times tid.

Beboeren var i gang med at renovere det tomme udhus, og hverken personer eller inventar led skade under branden.