
Den tre-mastede bramsejlsskonnert Maja gæster på torsdag, den 19. juni, Kalundborg. Og der bliver både noget for øjet og for øret. En skonnert er i sig selv et sjældent syn, som skibsinteresserede gerne kører langt for at tage i øjesyn. Og for dem, der kan lide jazz, bliver der toner over rælingen, når Hansen og Lichtenberg Jazz Duo sammen med sangerinden Eva Grove underholder med deres jazzrepertoire.
Den direkte anledning til arrangementet er, at Danske Bank holder et kundemøde til søs – men før og efter vil Maja være at finde langs kajen i Kalundborg Havn om eftermidagen.
90 år på kølen
»Maja« fylder snart 90 år. Hun blev bygget under første verdenskrig på et værft ved Rhinen i Holland. Dengang bar hun navnet »Hans KW 56« og drev fiskeri i Nordsøen. I 1930 gik skibet fra at være fiskelogger til et sejlførende lastskib på knapt 35 meter langt med tre master i stedet for de traditionelle to. Samtidig fik skibet sit nuværende navn »Maja«.
Maja sejlede frem til 1957 med korn, kul, granit og lignende laster i Nord- og Østersøen. Senere blev Maja solgt til Horsens, hvor Ceres-bryggerierne befragtede hende. Under navnet »Top« sejlede Maja mange laster med maltbyg til bryggeriet i Århus. I årene fra 1967 til 1982 tilhørte Maja under navnet »Leo« et ægtepar, der opfostrede tre sønner om bord.
I 1996 foretog Maja sin sidste fragtrejse med lasten fyldt med bornholmsk granit fra Rønne til København. Den efterfølgende vinter blev skibet restaureret. Set udefra bevarede Maja sit udseende fra trediverne, mens der på banjen – det gamle lastrum – er etableret spise- og sovesal samt kabys (køkken) med plads til 70 dagsgæster og 24 overnattende. I dag er Maja atter ejet og drevet på familiebasis af familien Bøllehuus, der siden 1997 har haft part i skibet.