
Borussia Dortmund sluttede sidste sæson på toppen af den tyske Bundesliga, og efter 90 minutters fodbold i den nye sæson, er mestrene tilbage på førstepladsen.
De seneste to års bedste hold i tysk fodbold åbnede fredag aften den nye sæson med en hårdt tilkæmpet 2-1-sejr over Werder Bremen, og eftersom de resterende otte kampe i første runde bliver spillet senere på weekenden, er Dortmund altså aktuelt førerhold.
Klubben har magtet at beholde næsten alle profilerne før denne sæson. Kun Shinji Kagawa er rejst til Manchester United, men med indkøbet af Marco Reus har Jürgen Klopp fået høj kvalitet ind som direkte afløser for den snu japaner.
Det var derfor et lovende startskud på sæsonen for publikum på det udsolgte Signal Iduna Park i Dortmund, at det netop var Reus, der scorede sæsonens første bundesligamål efter blot 11 minutters spil.
Han fik en aflevering i dybden, og selv om hans skrå afslutning, hverken var specielt hård eller noget at skrive hjem om, snød den alligevel en noget passiv Sebastian Mielitz i Werder Bremens mål.
Men spillet gled ikke så flydende og frit, som man tidligere har set hos Jürgen Klopps mesterhold.
De gulsorte var jævnt dominerende, men ikke specielt farlige, og da Werders tjekkiske nyerhvervelse, Theodor Gebre Selassie, headede udligningen ind 15 minutter før tid, lignede det en noget søvnig start.
Men Klopp har mange potentielle matchvindere, og én af dem havde han siddende på bænken. Supertalentet Mario Götze blev sendt i aktion, og to minutter senere lavede han sejrsmålet med et fladt skud ved nærmeste stolpe.
Borussia Dortmund ligner altså sig selv fra allerførste fløjt. Holdet viste måske ikke mesterspil, men da modgangen meldte sig, viste det stor moral.