
Riv hele landsbyer ned og åbn op for mere natur og erhverv. Det foreslår Landbrug & Fødevarer i dag. To nordjyske borgmestre er dog mere end skeptiske, fortæller DR Nordjylland.
Forslaget om at rive hele landsbyer ned er en del af 33 konkrete forslag, der skal styrke livet udenfor de store byer. Landbrug og Fødevarer mener, at forfaldne spøgelsesbyer med fordel kan udvikles til andet end beboelse.
– Jeg tænker, det lyder helt grotesk. I Jammerbugt vil vi udvikle frem for at afvikle, siger borgmester Mogens Gade (V).
Hans kollega i Mariagerfjord er heller ikke begejstret over forslaget fra Landbrug og Fødevarer.
– Vi har ikke landsbyer, som vi kan vælte og fjerne. Jeg synes ikke, det lyder fornuftigt, siger Mogens Jespersen (V).
Landbrug og Fødevarer har gennem halvandet år holdt debatmøder og samlet input over hele landet til hvordan, der kan skabes mere liv udenfor de større byer.