AKTION Borgmester Steen Hasselriis havde tirsdag formiddag et rend af pressefolk, der ville have en kommentar til aktionen foran rådhuset:
"Jeg forstår godt at de ansatte er lidt nervøse over, hvad der skal ske. Natur og Vej kan jo selv byde på opgaven, og jeg kan forstå på tillidsrepræsentanten, at man selv mener der kan effektiviseres, så der er da en pæn chance for at kommunens egne medarbejdere vinder opgaven," siger Steen Hasselriis.
Om aktionen med traktorer og fejemaskiner, der fylder parkeringspladsen, siger han:
"Jeg er lidt afslappet omkring det. Alle har bedt om afspadsering i dag hos deres leder, så det er ikke en strejke. En del har også været på arbejde i weekenden i forbindelse med stormen."
"Det er selvfølgelig lidt uheldigt, at maskinerne blokerer for parkeringspladserne, men vi har rigeligt med parkeringspladser i Frederiksværk. Jeg forventer, at folk møder på arbejde igen i morgen, og at maskinerne derfor også er væk i morgen."
Forstår du de ansattes bekymring for, at de kun er garanteret nuværende løn- og arbejdsvilkår overenskomsperioden ud – i praksis ca. seks måneder?
"Det kan jeg da godt forstå. Vi ved ikke, hvilken overenskomst de ansatte ender med. Men det behøver jo ikke at betyde dårligere vilkår, det kan også gå den anden vej. Lønniveauet i det private er som regel bedre end i det offentlige," påpeger Steen Hasselriis.