
Står det til Ejendomsudviklingsfirmaet BBByg A/S, så skal der på et område vest for Egedal Station, nærmere betegnet ud til Frederikssundsvejen direkte overfor bydelscenteret, hvor der i dag ligger et regnvandsbassin, etableres boliger, nyt parkeringshus, restauranter og en tankstation med en vaskehal.
Selskabet har allerede opfordret Egedal Kommune til at indgå en projektudviklingsaftale omkring arealet med tilhørende forkøbsret ved et efterfølgende udbud af arealet, der indgår som en del af stationsområdet i Egedal By og er omfattet af gældende "Lokalplan 46".
Indtil videre har kommunens planudvalg blot anbefalet, at der gennemføres en "åben invitation" med henblik på at udvælge et team til at indgå en projektudviklingsaftale.
Egedal-borgmester Karsten Søndergaard (V) understreger da også, at projektet stadig er i sin spæde start.
"Vi befinder os på et meget tidligt stadie. Vi har fået en konkret henvendelse fra BBByg A/S, og den skal vi så til at kigge på. Projektet er meget nyt for mig, så nu handler det om at komme et spadestik dybere og høre mere konkret om planerne," lyder det fra Karsten Søndergaard.
Han lægger dog ikke skjul på, at projektet har fanget hans interesse.
Borgerne skal inddrages
"Det lyder umiddelbart spændende og interessant. Det er jo et område, hvor vi vidste, at der kunne komme et udviklingsprojekt, og nu skal vi se på det med åbne øjne. Når Egedal By er helt færdigbygget, så kan der bo omkring 10.000 mennesker, og derfor skal vi også have udvikling for øje," siger borgmesteren, som samtidig peger på vigtigheden af borgerinddragelse.
"Det tyder på at være et stort projekt, så det er meget vigtigt, at borgerne er en aktiv medspiller i processen," siger Karsten Søndergaard.