Der var pres på de to nye motionsstier ved Bjergmarkskolen i Holbæk torsdag middag. Faktisk så meget pres, at Holbæks borgmester Jørn Sørensen (R), der var hidkaldt for at klippe båndene – og dermed indvie stierne – nær var blevet løbet over ende. – Rolig. Hallo, forsøgte Jørn Sørensen at råbe de motionsivrige elever op i det udleverede headset. – Hallo. I skal løbe 1.400 meter nu. I skal ikke løbe mig ned. Rolig. Vi tæller ned 10-9-8 … begyndte Jørn Sørensen. På ét blev plastikbåndet klippet over, og med saksen sikkert hævet over hovedet kunne borgmesteren de næste mange øjeblikket blot se til, mens eleverne i 4. til 9. klasse buldrede forbi ham ud på de 1.400 meter kondisti, som skolens pedeller har anlagt de seneste tre uger.
Klappede eleverne over målstregen
Da 1.200 meter-stien for eleverne i 0. til 3. klasse efterfølgende blev indviet, var Jørn Sørensen hurtigere med saksen og nåede derfor at springe til side, før de yngste elever satte spurten ind. Kun få minutter senere løb de første ældste elever over målstregen og kastede sig over kasserne med svalende juicebrikker. – Kom så, kom så. Helt i mål, heppede Jørn Sørensen og klappede energisk Bjergmarkskolen i mål. – Folkesundheden ligger Holbæk Kommune meget på sinde. Derfor er det en rigtig god ide, de har fået her på Bjergmarkskolen. Kondistierne giver eleverne mulighed for at få den halve daglige times motion og mere til. Da såvel lærere som elever var vel i mål, blev der trukket lod om fodbolde og stopure. 3.C, 6.A og 9.F vandt en fodbold, mens eleverne i 1.B, 4.F og 5.F nu kan tage tid på hinanden. mgf@nordvest.dk