Borger fandt en kvælerslange i sin hæk

En halvanden meter lang kongeboa stak af hjemmefra og blev lørdag opdaget i en have på Allégade i Skive.

En borger i Skive fik sig lørdag formiddag noget af en overraskelse, da vedkommende opdagede en halvanden meter lang kongeboa i sin hæk.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

Politiet blev kontaktet omkring klokken 09.30, hvorefter kvælerslangen blev hentet fra findestedet på Allégade og indleveret på et dyreinternat.

– En beboer ser slangen kravle rundt i hækken, og den kommer ikke inde fra naboen, siger vagtchef Bjarne Askholm.

Politiet kan endnu ikke oplyse, hvor slangen hører hjemme, og dermed hvor langt den havde bevæget sig, inden den blev fundet.

Dens ejer er dog lokaliseret. Eller rettere: Slangens midlertidige dyrepasser har givet sig til kende. Slangens ejer er på ferie, og derfor passer et familiemedlem i øjeblikket huset, hvor kongeboaen holder til.

– Slangen er på en eller anden måde sluppet ud, siger Bjarne Askholm.

Familiemedlemmet henter slangen hjem fra dyreinternatet. Men først skal politiet tale med vedkommende om, hvad der er gået galt.