Torsdag aften omkring klokken 19.30 var der bombetrussel på Holbæk Station.
Det er der for så vidt stadig i skrivende stund her klokken 20.00 torsdag. Midt- og Vestsjællands Politi bekræfter, at der er bombetrussel på Holbæk Station, og at man i øjeblikket er ved at vurdere om man skal tilkalde ammunitionsrydderne fra forsvaret.
– Vi har fundet en mistænkelig kuffert i en togstamme på Holbæk Station. Og vi vurderer lige nu om vi skal tilkalde ammunitionsrydderne. Vi overvejer også om vi skal flytte togstammen. Det er sket for kort tid siden. Mere kan jeg ikke sige lige nu lød det fra en fortravlet Dan Warming, vagthavende hos Midt- og Vestsjællands Politi, da Venstrebladet ringede klokken lidt i otte torsdag aften.
Kort forinden var Venstrebladet på Holbæk Station, hvor en flok frustrerede passagerer stod og ventede nede ved ventesalen.
– Fortæl os noget, råbte en kvinde til en travl politibetjent, der tilsyneladende ikke kunne bede folk om meget andet end at vente.
jhj@nordvest.dk