Bombeattentat sårer 42 personer i Dagestan

Selvmordsbomber slår til i den autonome, russiske republik Dagestan. Snesevis meldes såret.

Mindst 42 mennesker er blevet såret i forbindelse med et selvmordsattentat i den russiske republik Dagestan. Det oplyser lokale medier lørdag.

Bombemanden brød igennem en politiafspærring i Dagestans hovedstad, Makhatjkala, hvorefter han udløste sine sprængstoffer. Blandt de sårede er adskillige politifolk.

Selvmordsattentatet fandt sted samtidig med, at sikkerhedsstyrker i Makhatjkala lørdag var i kamp med militsfolk. Mindst to islamiske oprørere blev dræbt under disse kampe.

Fredag blev fem islamiske terrorister, heriblandt en kvinde, dræbt i Dagestan.

Den lille, autonome republik i Nordkaukasus er skueplads for blodige sammenstød mellem styrker loyale mod Moskva, kriminelle bander og islamister, der søger at løsrive republikken fra Rusland.