Når man møder John Mortensen, er det en stærk mand med store muskler, der tager imod på Frederikssund Motionscenter på Frederiksværkvej. Og det er svært at forestille sig, at han har været en lille sårbar fyr.
"Jeg blev bokser, fordi jeg var rødhåret og blev drillet i skolen. Min storebror startede til boksning, og så kom jeg med. Jeg var syv år og vejede 24 kilo, da jeg boksede min første kamp. Handskerne sad helt op til albuerne, og jeg boksede i atomvægt – den anden laveste vægtklasse," siger John Mortensen.
I skolen havde han ikke mange sejre.
"Jeg var dårlig i skolen. Jeg var ordblind, og det var inden, man kunne hjælpe børn med ordblindhed, i hvert fald på Falkenborgskolen, hvor jeg gik. Boksning blev min redning. Efter et par år begyndte jeg at vinde. Man kan roligt sige, at jeg er gået mere op i min sport end i min skole."
Vandt femte gang
John Mortensen boksede uden pause fra han var syv til han blev 31 år. Han blev dansk drenge- og juniormester, nordisk juniormester, han boksede 11 landskampe, og han blev nummer syv på verdensranglisten i mellemvægt.
Undervejs bragte boksningen ham også tæt på sin far.
"Min far var en lidt hård fyr, og jeg har fået mine røvfulde af ham. Men vi fik repareret vores relation i min boksekarriere, da han blev min træner. Der er ikke ret mange, der har haft så meget tid med deres far som jeg. Han var ikke så høj, og en gang da vi stod overfor hinanden med boksehandsker, gav han mig et hurtigt stød. "Nå, du spiller smart," sagde jeg og slog tilbage. "Jah, svarede han og pillede den ene fortand ud af munden. Den havde jeg slået løs. Men han fik en ny stifttand, og det var den flotteste tand han havde, da han døde," smiler John Mortensen.
Da han sluttede boksekarrieren i 1988-89 efter 150 kampe, fik han en hjernescanning på Aarhus Kommunehospital. Scanningen viste, at hjernen ikke havde taget skade. Til gengæld er knoglerne i hans hænder mærket af flere knoglebrud, ligesom ledbånd og akillessene har været sprunget.
"Min næse er også lidt bred, og jeg trækker ikke vejret så godt i den ene side. Men mens man bokser, tænker man ikke på faren, og så er det svært at slippe noget, som man er god til," siger han.
Undervejs gav boksningen ham tro på sig selv. Og siden har hverken brand, skilsmisse eller økonomisk ruin kunnet vælte ham af pinden. Hver gang er han kommet igennem.
60 år
Nu fylder han 60 år, og bortset fra at han ikke ligefrem hygger sig ved tanken om at blive ældre, virker han i perfekt ligevægt som indehaver af et motionscenter, hvor mange kommer år efter år.
"Jeg kan se det på folk, der kommer i centret, og jeg kan mærke det på mig selv, at jo bedre fysisk form, man er i, desto bedre har man det psykisk. Der skal rigtig meget til at rive folk, der er i god form, på røven," siger han og henviser igen til sin boksekarriere:
"Hvis man har tabt mod den samme bokser fire gange i træk, er det de færreste, der stiller op mod ham én gang til. Men det gjorde jeg. Og vandt! Da mit fitnesscenter brændte, troede jeg på mig selv og sagde, at hvis jeg kunne vinde over den samme modstander femte gang, så kan jeg også klare mig nu."
Har arbejdet hårdt
John Mortensen havde været økonomisk trængt før. Han startede oprindeligt et fitnesscenter sammen med to andre, men det gik ikke godt. Og da det var et I/S, hæftede de for gælden i fællesskab.
"De to andre ejede ikke noget, men jeg havde et lille rækkehus, og det ville kreditorerne have nappet, hvis jeg ikke havde besluttet mig for at overtage gælden og køre centret videre alene. I de første ti år var det uden løn. I den periode arbejdede jeg bl.a. som jord- og betonarbejder i Sverige med 12 timers arbejdsdage fra mandag til torsdag. Derefter tog jeg hjem og passede fitnesscentret fredag, lørdag og søndag," fortæller John Mortensen.
Heldigvis havde han for længst lært at arbejde hårdt.
"Jeg har altid arbejdet ved siden af boksningen. Min far havde en pølsevogn, og jeg hjalp ham, men jeg har også været skraldemand, passet ungdomskriminelle og arbejdet på en plastfabrik."
Kender alle
John Mortensen kommer i centret seks af ugens dage. Han træner dagligt og har i hele sit liv kun holdt pause fra træningen, hvis han har været ramt af skader.
"Jeg er god til skader. Hvis folk f.eks. har hold i ryggen eller seneskedehindebetændelse, kan jeg hjælpe. Jeg er uddannet massør og kan også nogle gamle boksetricks," siger han.
Flere af klubbens medlemmer har været på venteliste til en operation, som han har gjort overflødig. Han trykker og masserer – "det gør ondt i ét minut," siger han – og så er skaden kureret.
Ikke bare træning
Lørdag morgen træner han et hold, hvor deltagerne er kommet i mere end 30 år.
"Jeg fik holdet, da min eks ikke gad mig mere. Jeg havde lidt spekulationer, for jeg er ikke en gymnastik-mand, men nu har jeg kørt holdet i 31 år, og det er kanon. Deltagerne er i snit ti år ældre end mig, og nogle er røget fra gennem årene, men der er stadig 27 på holdet," siger han.
Når folk er faldet fra, har John Mortensen fulgt dem til det sidste.
"Det værste ved at have centret er faktisk, at man kommer til at kende rigtig mange mennesker. Jeg har trænet med folk, der siden er døde af kræft eller er blevet alvorligt syge, og når man træner med folk i 25 år, er træning ikke længere bare træning," siger han og fortsætter: "Er der nogen, der har gået til mange begravelser, så er det mig."
Selv om det er svært at tage afsked, er det tydeligt, at han ikke et sekund kunne drømme om at undvære kontakten, og han har et trick til at få medlemmerne til at møde op i sit center. Mens han sidder og fortæller sin historie, hilser han på alle, og hver gang siger han: "Hej, vi ses i morgen!"
Og det er ikke fordi, de alle nødvendigvis kommer i morgen.
"Men jeg siger det alligevel, for så får de dårlig samvittighed, hvis de ikke kommer," griner han.
