Bogart fylder gaden med luksusbiler

Foto: Jens Wollesen, Martin Rasmussen
Bogart i Køge får besøg af mellem 12 og 14 Ferrarier fredag aften, og et par heldige kunder kan vinde en køretur i en de smukke biler.
Bogart i Køge får besøg af mellem 12 og 14 Ferrarier fredag aften, og et par heldige kunder kan vinde en køretur i en de smukke biler.

Den ene Ferrari efter den anden vil trille gennem Nørregade og tage opstilling foran herretøjsforretningen Bogart fredag 3. maj, når Køge Handel holder aftenåbent helt frem til klokken 22.

12-14 Ferrariejere har meldt deres ankomst omkring klokken 18, og der bliver altså mulighed for at se en række forskellige modeller fra den klassiske italienske bilproducent i løbet af aftenen. Besøget er kommet i stand takket være Bogarts og indehaver Gert Nodins faste samarbejde med Ferrari Owners Club Denmark.

"Bogart har arrangeret besøget qua vi har et fast samarbejde med klubben og er sponsor for dem. Jeg glæder mig til en aften med lidt mandehørm foran butikken, og jeg håber, at besøget kan være med til at tiltrække mange mennesker til aftenåbent i Køge. Jeg synes, at vi skal sætte overliggeren lidt højt i Køge og være med til at give folk nogle oplevelser, som de ikke får andre steder," siger Gert Nodin.

Udover at nyde de smukke biler fra nærmeste hold vil et par heldige vindere også kunne få en køretur i en af dem i løbet af aftenen. Alle kan nemlig deltage i en konkurrence hos Bogart om en køretur, og de to vindere får altså en køretur rundt i Køge i løbet af aftenen. Vinderne trækkes fredag aften.

Dertil kommer, at Bogart sammen med Gert Nodins øvrige butikker i gågaden, Cosmo og Tendens, også står klar med en anden Ferrarikonkurrence fredag aften. Mellem klokken 18 og 20 kan alle gæster således komme med et bud på det samlede antal hestekræfter, som de opstillede Ferrarier kan mønstre til sammen. Vinderne udtrækkes klokken 20, og der er præmier for i alt 10.000 kroner i konkurrencen.