Børnevenlig fodbold i Ganløse

Slagslunde-Ganløse Idrætsforening havde i weekenden stor succes med klubbens første stævne med børnefodbold efter de nye principper

Foto: Per From Egeberg

FODBOLD:Slagslunde-Ganløse Idrætsforening afholdte i weekenden et stævne, hvor kampene blev afviklet efter de nyeste principper for børnefodbold i Danmark. Et stævne hvor der ikke blev registret nogen resultater, men hvor alle var vindere og glade kunne forlade Ganløse med en guldmedalje om halsen.

Kampene blev afviklet på 1/2 bane. Det vil sige at håndboldbanen blev delt op i to, hvor så fodboldkampene blev spillet på tværs. Der var ingen indviklede regler, hvor stævnet blev afviklet helt på børnenes præmisser. En ide der blev modtaget af 117 hold fra det meste af Sjælland. Omkring 800 glade piger og drenge i alderen 5-8 år havde et par gode dage. Klubbens ungdomsformand Jeppe Obdrup sagde efter et par hektiske dage:

– Det forløb rigtigt godt, hvor det var positivt at alle tilmeldte hold kom, sagde ungdomsformanden, der glædede sig over et overskud på stævnet, som tilgår ungdomsafdelingen.