På AIU's repræsentantskabsmøde tirsdag aften overraktes "du gør en forskel" prisen til Per le Fevre Hansen, ungdomstræner i Blovstrød Løverne – overrækkelsen skete i hans fravær til hans kone Miriam Hansen.
I indstillingen fra forældrene lød det bl.a.:
'I skoven, på Allerøds stier, Skovvang Stadion og landets store og små atletikstadions kan man møde Per. Man møder ham løbende i regn og slud, en varm sommerdag, tidligt og sent og som regel med en hale af unge løbere efter sig.'
"Gennem de seneste 5 år har Per sammen med en gruppe af entusiastiske og kompetente medtrænere, øget gruppen af aktive ungdomsløbere i Blovstrød Løverne fra 1 til omkring 40 løbere!
Med et utroligt engagement og humor, har Per på sin egen stille facon, lagt energi i at skabe en gruppe af løbere, som på den ene side ambitiøst går efter at indfri egne mål og forventninger og på den anden side oplever fællesskabets værdier og udfordringer…"
"At skabe bro mellem eliteidrættens store individuelle krav og forventninger og breddeidrættens glæde ved fællesskabet, er ikke en let opgave. Men i "Ungdomsløverne" er man godt på vej. Her værnes der om den enkelte og gruppen, uanset hvor langt talentet rækker. Der fostres løbere som er en del af den danske elite og løbere som har glæden ved at røre sig – løbere som alle får og har glæden ved at bevæge sig og være sammen. Her mødes unge med andre unge, men ikke mindst med en leder der gør en forskel. Pers coaching af såvel den enkelte, som gruppen sker med blik for det "særlige" den enkelte har brug – ikke kun løbemæssigt, her er rum for det der kan være svært at snakke om andre steder. Mon ikke det er en af grundene til at der pt. er 15 teenage piger med i gruppen (en gruppe som det ellers er utrolig svært at fastholde i individuelle sportsgrene).
I måden Per brænder for ungdomsarbejdet på, får han det hele til at går op i en højere enhed. De unge lever op til de 3S'er.
Træningen skal være Seriøs, sjov og social. – også mødedisciplinen er i top – i regn, sne, frost, mørke og kulde – selv teenagerne møder op!
Per har gjort en individuel sport til en holdsport!
Som forældre oplever vi en glæde, gensidig respekt og ikke mindst en vilje hos vores børn og unge til at støtte og hjælpe hinanden under træning, og ved stævner.
At Per bruger mange timer sammen med vores børn – og i planlægningen af træning, konkurrencer m.m. er tydeligt for alle.
Udover talrige stævner, træning og løbearrangementer er det efterhånden blevet en tradition at løbeholdet er på "Camp" i Sverige og kombineret løber/forældre weekend i Rågeleje.
Løbende opdateres "Løveungernes" hjemmeside www.loeveungerne.dk og der går ikke mange dage mellem mailene fra Per, hvor børn og forældre kan læse om de næste løb, resultater, sociale arrangementer, gode historier fra træning, fordeling af løbetøj, sko m.m.
Per kan det der med forældreinddragelse, hvilket vi alle sætter stor pris på.
Som en habil løber går Per forrest, der er kamp til stregen og et fyrtårn at "løbe" efter!
Med Per i spidsen for Blovstrød Løvernes ungdomshold, har vores børn et trænerteam, som alle bidrager til udvikling af en sund og bæredygtig ungdomskultur – og en sportsånd, der spænder fra motion til absolut elite.