Blokadeforbud åbner for billige EU-aftale

Et forslag fra V og DF åbner for overenskomster fra andre EU-lande med dårligere løn- og arbejdsvilkår.

Et fælles beslutningsforslag fra Venstre og Dansk Folkeparti åbner for, at overenskomster med dårligere løn- og arbejdsvilkår fra Polen, de baltiske lande og andre EU-lande gør indtog i Danmark, siger to juraprofessorer til Politiken lørdag.

De to partier vil forbyde fagforeninger at iværksætte blokader mod virksomheder, der har en landsdækkende overenskomst med en konkurrerende fagforening, ligesom 3F gør ved Restaurant Vejlegården, fordi restauranten har indgået en overenskomst med Krifa.

Ole Hasselbalch, jur. dr. og professor i erhvervsret på Aarhus Universitet, har læst beslutningsforslaget og slår over for Politiken fast, at et forbud mod blokader af virksomheder med en landsdækkende overenskomst skal gælde både overenskomster fra Danmark og andre EU-lande.

– Hvis beslutningsforslaget vedtages, vil det betyde, at fagforeninger ikke kan køre konflikt mod virksomheder, hvor medarbejdere fra andre EU-lande har en overenskomst, der dækker hele Danmark, siger Ole Hasselbalch.

En professorkollega deler vurderingen.

– Hvis man gennemfører en lov af denne her art, vil det også påvirke mulighederne for at iværksætte en blokade over for en virksomhed fra et andet EU-land med en overenskomst, siger professor Jens Kristiansen, Københavns Universitet, til Politiken.

I Danmark aftaler arbejdsgivere og lønmodtagere løn- og arbejdsvilkår med hinanden i frivillige aftaler.

I den konkrete sag om Vejlegården havde restauranten en overenskomst med 3F. Men da den nye restauratør kom til i efteråret, blev den sagt op, og i stedet indgik ejeren en aftale med Den Kristelige Fagforening (Krifa)-

Den nye aftale er på en række punkter er billigere end 3F's. For eksempel har den en lavere mindsteløn og en arbejdsuge på op til 45 timer uden betaling for overarbejde.