
Fodbold: Allerede i sin første træningskamp viste tilbagevendte Jesper Blicher, at han igen kan blive en stor succes i Næstved. Løbepensum var stort, boldfølelsen rigtig god årstiden taget i betragtning og med oplæg til Glenn Darlies mål som højdepunktet.
– Vi har også haft et hårdt program i Århus, så jeg føler mig i god form, siger den 21-årige kantspiller, der først for godt en uge siden fandt ud af, at Næstved også skulle være hans klub i foråret.
– Problemet var, at AGF ikke ville lade mig gå før til allersidst. Jeg skulle være på back-up på kanterne, men så kom Martin Jørgensen jo, og det banede vejen for mit skifte. Og det er jeg rigtig glad for. Det er skønt at være tilbage, lyder det fra Jesper Blicher, der også var en tur i Tyrkiet i forsøget på at spille sig til en kontrakt med Bucaspor.
– Det var mest for oplevelsens skyld. Jeg har aldrig prøvet at være til prøvetræning før, så det var sjovt at prøve. Men at være tilbage i Næstved er det, jeg har håbet på, siden jeg sluttede i efteråret. Så det er fint. Det har jeg det rigtig godt med. Og jeg håber på masser af spilletid og succesoplevelser, som vi havde i efteråret, konstaterer Blicher, der ikke længere er lejesvend, men er på en permanent halvårlig kontrakt med sydsjællænderne.
Næstved måtte i øvrigt nøjes med 2-2 i træningskampen mod B93, som var foran med 2-0 ved pausen.