
Det er ikke kun i fiktionens verden, at modige mænd og kvinder træder i aktion og redder liv og overmander røvere.
For nylig fik 23 mænd og kvinder i alderen 19-72 år en dusør på 1000 kr. og et diplom for en særlig indsats fra Midt- og Vestsjællands Politi. Gestussen er en påskønnelse af, at de 23 personer har handlet resolut og modigt, hvilket i flere tilfælde har været med til at redde andre personers liv eller sætte en stopper for kriminelle handlinger, skriver Politiet i en pressemeddelelse.
De 23 mænd og kvinders handling er beskrevet i et dokument fra Politiet, og her følger et udpluk af nogle af de gode gerninger, som kan være et lille lyspunkt i en ellers mørk coronatid.
Hændelserne er anonymiseret af Politiet.
Den 26. maj 2020 skulle en 25-årig kvinde have leveret nogle vinduer. Hun stod udenfor og snakkede med chaufføren. Under aflæsning af en palle, der vejede 419 kg, vippede pallen, så vinduerne væltede ned over chaufføren – de landede, så han ikke kunne trække vejret. Resolut råbte den 25-årige kvinde på hjælp og sammen med en 69-årig mand og en 49-årig mand forsøgte de forgæves at trække chaufføren fri – han var ved at miste bevidstheden. De løb tilbage til deres huse og fandt to donkrafte og fik hævet pallen så meget, at de kunne trække chaufføren fri, så han igen kunne trække vejret og derved overlevede en ellers tragisk ulykke.
Den 25-årige kvinde og de to mænd på 49 år og 69 år har udvist en handlekraft og et mod ud over det sædvanlige, hvorfor de tildeles en dusør.
Den 17. juli 2020 opstod der brand i en lejlighed på 1. sal. Kvinden i den brændende lejlighed stod på altanen og kunne ikke komme ned. En 57-årig mand forsøgte indledningsvis at kravle op og hjælpe kvinden ned af en stige, men det var ikke muligt, hvorefter en 28-årig mand hentede en teleskoplæsser, som var monteret med en mandskabskurv. Den 57-årige blev hejst op til kvinden og hjalp hende i sikkerhed ned fra altanen og den brændende lejlighed.
De to mænd udviste et ekstraordinært initiativ, mod og beslutsomhed og fik bragt kvinden i sikkerhed, hvorfor de tildeles en dusør.
Den 30. juli 2020 fik en kvindelig cyklist hjertestop og væltede. En 33-årig mand og en 48-årig mand var hurtigt henne ved kvinden og fik alarmeret 112. De påbegyndte livreddende førstehjælp, som de fortsatte med, indtil ambulancen ankom. Kvinden blev bragt til live ved hjælp af hjertestarter.
De to mænd tildeles en dusør for deres store og ekstraordinære indsats, som med stor sandsynlighed reddede kvindens liv.
Den 24. marts 2020 fandt en 72-årig kvinde og en 68-årig kvinde en stærkt forkommen og underafkølet 69-årig mand liggende i strandkanten. De fik hurtigt tilkaldt hjælp, men da der var mindst 500 meter til offentlig vej, bugserede de to kvinder manden frem til vejen, hvortil der kom en ambulance, som siden kørte manden til yderligere behandling på hospitalet. Den 69-årige mand overlevede.
Kvindernes hurtige reaktion og ihærdige indsats belønnes med en dusør.
Af Marie Louise Rasmussen