
Danske Oliver Bjorkstrand blev en afgørende faktor, da Columbus Blue Jackets ude slog Chicago Blackhawks fredag i den bedste nordamerikanske ishockeyliga, NHL.
Med et mål og en assist havde Bjorkstrand en finger med i spillet i begge Blue Jackets-mål i kampen, som endte 2-1.
Bjorkstrands åbningsmål blev scoret i power play og faldt efter knap ni minutters spil. Det var hans tredje i sæsonen.
Blue Jackets er inde i en fin stime med syv kampe i træk med point.
Danskeren var dog ikke den eneste, der markerede sig positivt for Columbus.
I Blue Jackets-målet diskede Joonas Korpisalo således op med 31 redninger.
Den største af dem kom med tre minutter tilbage på uret mod Patrick Kane fra Blackhawks.
I modsætning til Blue Jackets er Chicago-holdets form ikke god for tiden med kun to sejre i de seneste ni kampe.
Søndag får Blackhawks-spillerne dog mulighed for revanche, når de to hold mødes igen.