Bjelland: Landsholdet er ikke aktuelt for mig lige nu

FC Københavns nyeste spiller er stadig skuffet over, at han blev sorteret fra til den danske VM-trup.

Mandag skiftede Andreas Bjelland til FCK på en fri transfer efter tre år i engelske Brentford.
Mandag skiftede Andreas Bjelland til FCK på en fri transfer efter tre år i engelske Brentford.

Den manglende udtagelse til den danske VM-trup gør stadig ondt på Andreas Bjelland.

Det lægger den 29-årige forsvarsspiller, der mandag blev præsenteret som ny spiller i FC København, ikke skjul på i et interview med bold.dk.

– Jeg tror aldrig rigtig, at jeg kommer til at lægge skuffelsen over at blive fravalgt på den måde bag mig.

– VM er noget af det største for os spillere, og jeg må ærligt erkende, at jeg ikke har set nogen af de danske kampe, siger Bjelland til bold.dk.

Den nye FCK-spiller, som onsdag fylder 30 år, blev kort før landsholdets afrejse til VM i Rusland valgt fra af landstræner Åge Hareide, der ikke mente, at Bjelland, der var fast mand i startopstillingen i VM-kvalifikation, var fysisk klar til at tage med.

Det erklærede Bjelland sig lodret uenig i.

Landsholdet er da heller ikke aktuelt for Bjelland lige nu, siger han.

– Jeg følte, at jeg var en stor del af det, så jeg valgte at parkere alt, der havde noget med landsholdet at gøre. Det er ikke noget, jeg bruger tid på lige nu.

– Jeg har ikke meldt officielt fra, men lige nu er der andre ting i min karriere, som jeg vægter højere, og så må vi se, hvad fremtiden bringer, hvad det angår, siger Bjelland.

Den danske midterforsvarer har spillet 28 kampe på det danske landshold.

Bjelland erkender, at udlandet trak i ham.

– Det er ingen hemmelighed, at jeg egentlig havde planer om at blive i udlandet nogle år endnu, og jeg har også haft interessante tilbud fra udenlandske klubber.

– Men da FCK kom på banen, og jeg fik talt mere med Ståle (FCK-træner Ståle Solbakken, red.) og Johan (teknisk direktør Johan Lange, red.) om deres planer for holdet, så var jeg ikke i tvivl om, at det her er det rigtige for mig, sagde Bjelland mandag i en pressemeddelelse fra FCK.

Bjelland har tidligere spillet i hollandske Twente, inden han skiftede til Brentford i den næstbedste engelske række i 2015.