
Da Birgitte Petersen, der bor på Østerbro, skulle besøge sin søster i Nødebo den 16. juli om eftermiddagen, glemte hun sin taske i bussen, da hun steg af.
Men en ung mand, som Birgitte beskriver som både snarrådig og høflig, trådte heldigvis til og sørgede for at gøre hende opmærksom på den glemte taske.
"Jeg har kræft i hjernen og kan derfor glemme fra det ene sekund til det andet, men ellers er jeg klar og velfungerende," fortæller Birgitte Petersen, der ærgrer sig over, at hun ikke fik takket den unge mand nok.
"Jeg var lidt chokeret over, at jeg kunne glemme mine taske, og jeg havde ingen kontanter på mig, men jeg synes, at den unge mand fortjener at få en lille dusør som tak for hjælpen," siger hun til Hillerød Posten.
Birgitte Petersen har prøvet at få lov til at hænge en efterlysning af den unge mand op i bussen, men det har hun ikke fået lov til.
Til gengæld vil vi godt bringe en efterlysning af ham her i avisen.
Så hvis du er den unge mand, der gjorde Birgitte opmærksom på, at hun havde glemt sin taske i linje 307 fra Hillerød mod Nødebo torsdag den 16. juli om eftermiddagen, så kan du sende hende en sms på telefonnummer 4055 0855.