
Tissø: Biler og kræmmere deler adresse, men de er dog adskilte. Vestsjællands Bilmuseum har en stor del af lokalerne, som tidligere husede Høng Stolefrabrik, mens Tissø Kræmmerhal har egne kvadratmeter at råde over. Bilmuseet har eksisteret i 10 år og kræmmerne i fem.
Kræmmerne har åbent året rundt, mens bilmuseet holder vinterpause,
Nu åbner man dog for sæsonen i påsken, men inden da havde man snigåbnet forrige weekend, hvor Sæby-Hallenslev Beboerforening blev inviteret indenfor af ejeren af Vestsjællands Bilmuseum, Erik Haaning.
Godt naboskab
Han ønskede nemlig at invitere beboerforenings-medlemmer på en kop kaffe og en rundvisning på museet. Baggrunden lagde han ikke skjul på:
– Det skulle være begyndelsen på et samarbejde, fortæller Jeanette Willers, formand for beboerforeningen.
En stor gestus, som beboerforeningen takkede ja tak til. Max Heidemann, Erik Haanings kompagnon på bilmuseet, bød velkommen og nævnte blandt andet, at »vi er naboer – og naboer skulle gerne kunne drage nytte af hinanden«.
Arrangementet indeholdt kaffe, boller, kage og guidet rundvisning – betalt af museet med rundvisning af såvel Max Heidemann som Erik Haaning.
Bilmuseet rummer alt lige fra Oldsmobile til gamle brandbiler, en stor samling af gamle knallerter og motorcykler. På førstesalen kan ses flere end 6.000 modelbiler. En togbane, der kan betage enhver barnlig sjæl, og en udstilling af dukker.
– Ethvert drengehjerte kan blive glad ved at gå på jagt i de mange biler, sagde Jeanette Willers.
Max Heidemann og Erik Haaning er gamle soldaterkammerater, som deler den fælles passion for biler og det har givet anledning til et mangeårigt venskab og samarbejde.