Af Adam Pade
Stationcar og pickup på en gang. Lyder det tosset? I al fald ikke for den tyske karrosseribygger Binz, der har forkortet tre eksemplarer af en Mercedes S280 E stationcar og tilføjet et lad. Nu kører det ene af disse tre eksemplarer rundt i Humlebæk og omegn – ejet af mekanikermester Lars Leed, der driver værkstedet Autonom på Bakkegårdsvej.
Bilen er bygget i 1999, er 5,58 meter lang og motoriseret med en magtfuld 2,8 liters V6'er. Den har ikke mere end 90.000 kilometer på tælleren og har dermed et langt liv for sig som en kombineret værkstedsbil og "direktionsvogn".
"Jeg var egentlig på jagt efter en af de ældre, dansk-byggede Mercedes 124-pickup'er, men fandt med det samme denne her på nettet. Og lidt sjov skal der da være plads til," beretter Lars Leed om den 1,875 ton tunge bil, hvis kamæleon-lakering skinner om kap med solen – changerende i blå, og kobberrøde farvenuancer.
Partiet mellem bagklap og bageste døre er skåret ud, hvorpå akselafstanden er øget med 73,7 cm. Ladets gulv er udført i kraftig stål, og langs ladets sider er monteret en kraftig styrtbøjle – med indbygget lyseffekt. Bagklappen er bibeholdt og fungerer fortsat efter hensigten, omend bagagerummet inde bagved selvsagt er blevet lidt mere beskedent af omfang.
Lars Leed afventer nu myndighedernes dom over, hvad sådan en konstruktion skal takseres til efter det danske afgiftssystem – og ulykkeligvis ryger bagsæderne ud under dens forvandling fra pickup-stationcar til van på gule plader. Men i det mindste er den allerede synet og er dermed fuldt lovlig på de danske veje.