Betinget karantæne til Renault

Renault har fået to års betinget karantæne fra Formel 1, og holdets tidligere chefer Flavio Briatore og Pat Symonds bliver ligeledes straffet i sag om snyd.

Renault fik to års karantæne, men straffen blev gjort betinget, da den internationale motorunion, FIA, mandag svingede øksen over det skandaleramte Formel 1-hold.

Straffen falder, fordi Renaults daværende chefer gav brasilianeren Nelson Piquet junior ordre til at køre af banen under sidste års grand prix i Singapore. Manøvren skulle bringe den såkaldte safety car på banen, og en anden Renault-kører, spanieren Fernando Alonso, skulle så profitere af dette ved et hurtigt pit stop, mens feltet var neutraliseret. Alonso vandt løbet.

Den daværende Renault-teamchef Flavio Briatore, som sammen med chefingeniør Pat Symonds allerede har forladt Renault efter afsløringerne, har fået karantæne på ubestemt tid fra ethvert engagement i Formel 1-sammenhæng, mens Symonds fik fem års karantæne.

Fernando Alonso bliver ikke straffet. Nelson Piquet junior får heller ikke en straf, da han har medvirket til at få sagen belyst.