
Der indføres nu midlertidige besøgsrestriktioner på alle plejehjem i Aarhus Kommune.
Det sker, efter at flere af kommunens plejehjemsbeboere er konstateret smittede med coronavirus den seneste uge.
Det oplyser Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.
Besøgsrestriktionerne betyder, at besøg på aarhusianske plejehjem fremover skal foregå udendørs. Det skal ske efter aftale med plejehjemmet.
– Det er selvfølgelig ærgerligt, at der igen kommer besøgsrestriktioner, men vi må konstatere, at der er enkelte beboere på flere plejehjem, der er blevet smittet, siger Jens Lassen, der er kontorchef i Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune.
Der er dog en undtagelse for den allernærmeste pårørende, som også kan komme på besøg indendørs i beboerens lejlighed.
Også i visse kritiske situationer, for eksempel hvis en beboer er døende, kan besøget foregå indendørs.
Det er som en del af de nuværende restriktioner under coronaepidemien i Danmark, at der skal være øget fokus på at bruge besøgsrestriktioner på plejehjem og botilbud.
Det skal ses som et værktøj "for at beskytte særligt sårbare borgere", fremgår det af sundhedsmyndighedernes retningslinjer.
Før torsdag var der udstedt individuelle besøgsrestriktioner på de plejehjem i Aarhus Kommune, der har konstateret smitte. Her er der tale om besøgsforbud på hele eller dele af et plejehjem, hvilket betyder at der i udgangspunktet ikke må være besøg.
– Det kan være svært for både beboerne og deres familie og venner, at der igen kommer begrænsninger på besøgene, men det er selvfølgelig for at begrænse smitten, siger Jens Lassen.
Han opfordrer til, at man ringer en ekstra gang eller får sat et videoopkald op i stedet for.
– Det vækker altid glæde, siger han.
Det er Styrelsen for Patientsikkerhed, der afgør, om der indføres besøgsrestriktioner på danske plejehjem.
Styrelsen vil senest 29. oktober vurdere, om restriktionerne i Aarhus skal ophæves eller forlænges.