Økonomien har behov for en periode med flere ledige danskere. Og den skal politikerne ikke modvirke mere, end de har gjort.
Det siger nationalbankdirektør Nils Bernstein til Politiken.
– Nu har vi haft en periode, hvor arbejdsløsheden har ligget under det naturlige niveau. Så må man nok kunne tillade, at den i en periode ligger over dette niveau. Ellers risikerer vi at ødelægge vores konkurrenceevne, siger Bernstein.
– Vi har brug for en korrektion af økonomien, og den skal man ikke modvirke fuldstændig. Vi mener ikke, at man skal gøre mere med finanspolitikken. Ellers fører man problemerne med sig fremad, siger Bernstein til Politiken.
Hans advarsel kommer, efter at danskerne i en årrække har fået store lønstigninger, mens effektiviteten ikke er steget tilsvarende. Samtidig har den stigende kronekurs gjort danske varer dyrere i udlandet, og samlet er den danske konkurrenceevne svækket med 25-30 procent siden årtusindskiftet.
Socialdemokraterne er helt uenige i advarslen fra nationalbankdirektøren.
– Den krise vi har nu, kalder på en vækstplan, som kan tage toppen af stigningen i arbejdsløsheden, siger finansordfører Morten Bødskov (S).
– Krisen bliver dybere, hvis vi ikke griber ind, tilføjer han.
Økonomiprofessor Torben M. Andersen fra Aarhus Universitet er også skeptisk og henviser til, at 1980'erne viste, hvordan høj arbejdsløshed kan få bunden til at gå ud af de offentlige finanser.