Glæden var bestemt ikke til at skjule for danske A Friend in London efter semifinalen ved det internationale Melodi Grand Prix i Düsseldorf torsdag aften.
Og hvorfor skulle de dog også det. Bandet sikrede nemlig Danmark en flot plads i den store finale, der løber af stablen lørdag.
– Vi har det rigtig godt og er meget glade. Men også lidt forvirrede og rundt på gulvet, og så er vi ikke mindst meget lettede, for vi ville bare så gerne i den finale, fortæller bassist i A Friend in London, Aske Damm Bramming.
Bandet sikrede sig finalepladsen efter en god og sikker optræden med deres ørehænger "New Tomorrow" foran tusindvis af klappende og hujende Melodi Grand Prix-entutiaster.
Aske Bramming lægger ikke skjul på, at der var en hel del nerver på inden aftenens optræden.
– Det var en stor scene at spille på, og vi har været enormt spændte op til i aften, så det har været lidt en rutsjebanetur for os, siger han.
Prøverne til finalebraget starter allerede fredag, men det betyder dog ikke, at aftenens sejr ikke skal fejres, understreger bassisten.
– I aften skal vi tilbage på hotellet og have en øl og kramme hinanden, og så skal vi vist have en øl mere, men der bliver ikke noget vodka-druk, for vi har jo prøver i morgen, siger han.