
Der er gratis kompost at hente på genbrugsstationerne i Vestforbrændings ejerkommuner fra den 14. marts og helt frem til den 1. maj.
Det gælder blandt andet Vallensbæk, Glostrup, Brøndby, Ishøj, Rødovre og Albertslund,
»Efter en relativt mild vinter begynder vi at dele gratis kompostmuld ud snart, fordi haveejerne gerne så tidligt som muligt vil have jord under neglene,« siger udviklingschef Yvonne Amskov fra Vestforbrænding.
»Så frem til søndag den 1. maj kan man hente al den kompost, man har brug. Husk bare at medbringe en trailer eller nogle sække og en skovl.«
Den gratis kompost er lavet af have- og parkaffald, som er blevet komposteret. Den er meget næringsrig og skal altid blandes med jord eller sand. For hvis man sår eller planter i den rene kompost, risikerer man at ødelægge planten og svide dens rødder.
»Ved at omsætte haveaffaldet til kompost genbruger vi ressourcerne og recirkulerer næringsstoffer til naturen,« siger Yvonne Amskov.
»På den måde er vi med til at sikre en fornuftig udnyttelse af sparsomme råvarer, som for eksempel fosfor, der er en ressource, vi risikerer at få mangel på i fremtiden.«