
Stein Baggers hustru Anette Uttenthal Bagger må trods en brav kamp alligevel aflevere sit dyre diamantbesatte Rolex-ur til den danske stat. Det samme må hun gøre med seks dyre smykker og 1,4 millioner kroner i rede penge. Det fremgår af domsudskriftet, som tv2.dk er kommet i besiddelse af. Det er Lyngby Ret, der står bag afgørelsen, som kom den 27. august.
Anette Uttenthal blev i byretten frakendt værdier for i alt 2.770.451 kroner. Hun har mulighed for at anke sagen til landsretten, så dommen er endnu ikke endelig, skriver tv2.dk.
Da hendes gemal Stein Bagger i juni blev idømt syv års fængsel for omfattende svindel, gik det også ud over hans hustru, den tidligere ejendomsmægler Anette Uttenthal. Vicestatsadvokat Per Justesen nedlagde dengang påstand om konfiskation af en lang række dyre smykker, en skulptur samt 1,4 millioner kroner. Anette Uttenthal gik med til at aflevere otte smykker til staten uden videre, mens hun valgte at kæmpe for syv andre smykker, en skulptur samt de 1,4 millioner kroner hun tjente på at sælge sin Porsche 911.
Retten i Lyngby har dog besluttet, at Anette Uttenthal må aflevere Rolex-uret og resten af smykkerne, ligesom hun må gå af med pengene fra salget af Porschen. Alle værdierne har Anette Uttenthal modtaget i gave fra Stein Bagger.