Badebro brændte i Vedbæk Havn

Vedbæk Havn plages af hærværk. Politiet patruljerer ekstraordinært, men balladen fortsætter med bådudstyr, flasker og bænke, der bliver smidt i vandet af festglade unge

brand Et par snarrådige unge mennesker fik afværget en storbrand i Vedbæk Havn natten til tirsdag.

Fra en antændt benzindunk havde ilden bredt sig til molens bolværk, men de to unge fik skubbet benzindunken i vandet, så ilden ikke kunne brede sig yderligere. Da brandvæsnet kort efter ankom til havnen fik brandmændene hurtigt fisket benzindunken op og slukket ilden på broen.

Politi og brandvæsen fandt også en brændende bold, der lå på stranden ved siden af havnen. Blandt andet derfor mener de to myndigheder, at branden var påsat.

"En benzindunk kan ikke selvantænde, det forekommer mig umuligt. Det er en udefrakommende, der har lavet et nummer," siger indsatsleder Tommy Hansen, Søllerød/Hørsholm Brandvæsen.

Smadrer toiletter

Mandagens brandepisode er bare et af de problemer, som Vedbæk Havn må slås med i sommervarmen.

"Vi har grupperinger af unge dernede, som har givet anledning til ballade. Derfor har vi lidt ekstra opmærksomhed på det område," siger Søren Greve, Lyngby Politi

Også havnefoged Jørgen Pejlby fortæller om tilbagevendende ballade weekend efter weekend med smadrede flasker, bænke og bukke til bådenes master, der bliver smidt i vandet og ruder, der bliver knust.

"Her kommer en masse unge, der render og laver ballade. Vi er nervøse, hver gang vi skal herned efter en weekend, for hvad er der nu sket," siger Jørgen Pejlby, der blandt andet må skifte toiletter og toiletsæder 3-4 gange om året, fordi de bliver brækket i stykker.

Havnepersonalet føler sig magtesløse i kampen mod de unges hærværk, og Jørgen Pejlby frygter, at det kan blive nødvendigt at hegne havneområdet ind.

"Det er jo et offentligt sted, så vi må ikke sætte videoovervågning op. Men man kunne spærre havnen af, så det kun er dem, der har en båd her, der kan komme ind. Men det skulle vi meget nødigt ud i," siger han.

Badebroen blev sodet ved branden, men havnefoged Jørgen Pejlby forventer, at den kan repareres uden større besvær.