
Viktor Axelsen er klar til finalen i badmintonturneringen Malaysia Masters efter sejr på 21-15, 21-11 over Daren Liew fra Malaysia.
Malaysieren var godt med i første sæt, hvor Axelsen havde svært ved at komme i gang.
Axelsen kom dog flot tilbage og bragte sig foran 16-12. Daren Liew nåede at reducere til 15-18, inden danskeren snuppede de sidste tre point.
I andet sæt var det Axelsen, som kom bedst fra start, men Daren Liew kæmpede for sagen med hjemmepublikum i ryggen.
Axelsen kom foran 11-8, da Daren Liew sendte fjerbolden ud over sidelinjen. Det skete alt for ofte for hjemmebanehelten.
Forspringet blev bare større i slutningen af andet sæt, hvor Axelsen bragte sig foran med hele 18-10, inden verdensetteren kort efter vandt kampen.
I søndagens finale skal Axelsen møde japaneren Kenta Nishimoto, der er nummer 29 i verden og tidligere lørdag slog Hans-Kristian Vittinghus i semifinalen.