Autodidakt kunstner udstiller i Taastrup

Foto: Flemming Fylking

Taastrup Kunstforenings næste udstilling er med billedkunstner Birgitte Fylking fra Køge.

Udstillingen kan ses fra mandag den 25. februar til tirsdag den 9. april i Taastrup Kulturcenter, Poppel Alle 12, Taastrup.

Birgitte Fylking beskriver sin kunst som abstrakt ekspressionisme.

– Mine malerier er hovedsagelig abstrakt ekspressionisme udført i olie og akryl på lærred. Ind imellem arbejder jeg også med akvarel, tusch, gouache mm. på papir, udtrykket bliver her tit mere umiddelbart og ofte figurativt, lyder det.

Birgitte Fylking er autodidakt. Hun har aldrig modtaget nogen form for undervisning i maleri, men har fundet sin egen vej gennem farvernes verden.

– Det er – og har altid været – farverne, der både fascinerer og motiverer. Hvert eneste maleri er et eksperiment, der bringer mig et nyt sted hen, udtrykker hun.

Der er fernisering mandag den 25. februar klokken 19.30.