
Susanne Outzen er ny arkivleder på lokalarkivet i henholdsvis Vordingborg og Stege siden 1. august. Det var ikke en stilling, hun selv søgte, men som hun blev pålagt, men hun understreger, at hun er glad for arbejdet og er blevet taget rigtig godt imod af de mange frivillige.
Vordingborg/Stege
Susanne Outzen er i forvejen fastansat på Museum Sydøstdanmark og har de seneste fem år varetaget registreringsarbejdet på glasmagasinet i forbindelse med overtagelsen af Holmegaards prøvesamling. Her har hun samarbejdet med omkring 30 frivillige.
– Der er meget, der er det samme, mener Susanne Outzen og synes samarbejdet i Vordingborg går rigtig godt, omend de frivillige er bekymrede for om hun nu bliver der.
– Der går altid noget tid, 5-7 år, før man for alvor er inde i arbejdet, siger Susanne Outzen og håber, at museet har valgt netop hende som arkivleder med henblik på at lade hende blive der længe.
– Jeg har ikke tænkt mig at lave om på en hel masse, siger hun og håber at også Lokalhistorisk Forening vil blive ved med at hjælpe i arkivet.
– Jeg kan ikke klare mig uden, påpeger hun.
Susanne Outzen forsøger således at køre Lokalarkiverne i Stege og Vordingborg som hidtil, men en ting er alligevel anderledes. Museet har nemlig indført timesedler, så Susanne Outzen vil ikke kunne lægge lige så meget overarbejde i arkivet som sin forgænger Else gade Gyllenkærne.
Med stillingen er Susanne Outzen også tiltrådt som formand for SLX, sammenslutningen af lokalarkiver i Vordingborg Kommune.
Lokalarkivet i Vordingborg er åbent hver tirsdag klokken 10-16 og i Stege fredage klokken 10-14, og den første torsdag i måneden 10-16.