Arildtoft stoppet i Taastrup

Foto: Anders Kamper
Kevin Arildtoft Moer er stoppet som træner i TIK Taastrup. Foto: Anders Kamper
Kevin Arildtoft Moer er stoppet som træner i TIK Taastrup. Foto: Anders Kamper

Efter nogle måneders uro og blæst om trænertjansen i TIK Taastrup har Kevin Arildtoft Moer trukket stikket.

1. juledag i det gamle år meddelte han klubbestyrelsen, at han ønskede at stoppe øjeblikkeligt, og den besked kom i forlængelse af, Kevin Arildtoft alligevel skulle stoppe i TIK efter sæsonen. Klubben vil have en ny træner, og i efteråret røg Arildtoft uklar med assistent Jan Rasmussen, der også sidder i bestyrelsen som sponsoransvarlig.

Rasmussen forlod trænerbænken, og det har Arildtoft så også gjort nu. Hvem der skal tage over, vides ikke netop nu.

– Det er mest fair at give drengene en ny træner og klubben en mulighed for at finde en anden løsning. Det har ligget lidt i kortene noget tid, og nu blev det. Jeg var helt bevidst om, at samarbejdet med Jan Rasmussen ikke ville komme til at fungere, og sådan er det. Jeg har været rigtig glad for at være i TIK, og når man er det, kan man tåle lidt mere, men nu er det videre for begge parter, siger Kevin Arildtoft fra en ferieø i det spanske.

– Der kom så mange knaster, at det skulle stoppe, og holdet er i en god position til at få en ny træner. I bund og grund er det meget udramatisk – og det har været utrolig spændende og givende at være træner i TIK i tre-et-halvt år, og andre klubber må gerne ringe, men jeg sidder ikke på kanten af stolesædet og venter på opkald, siger Kevin Arildtoft.

Hans ønske om at stoppe hænger også sammen med et civilt jobskift i DGI pr. 1. januar, hvor han er gået fra at være kommunikationskonsulent til ledelseskonsulent. Det medfører lidt tungere opgaver og længere arbejdstid.

– Det er hårdt at være træner tre aftener uge efter uge, og det bliver rart at prøve noget andet, så der også bliver tid til sociale ting, og det liv vil jeg også gerne leve, siger den nu tidligere Taastrup-træner.