Antonsen missede OL-semifinale: Det kommer til at gøre ondt

Anders Antonsen førte i tredje og afgørende sæt mod Anthony Ginting, men danskeren er nu ude af OL.

Antonsen missede OL-semifinale: Det kommer til at gøre ondt
Anders Antonsen tabte til Anthony Ginting i tre sæt.
Anders Antonsen tabte til Anthony Ginting i tre sæt.

Anders Antonsen var lørdag på vej til at spille sig i OL-semifinalen i Tokyo, men nu er legene forbi for det danske badmintonhåb.

Den 24-årige dansker tabte kvartfinalen med 18-21, 21-15, 18-21 til indoneseren Anthony Ginting.

Antonsen var foran med 14-11 i tredje sæt, inden Ginting vandt fem bolde i træk og efterfølgende lukkede kampen. Det var fjerde gang i ligeså mange interne møder, at Antonsen tabte til Ginting.

– Lige nu er jeg rimelig tom. Jeg ved ikke, hvad jeg føler.

– Jeg har ikke en kæmpe vrede eller vild frustration. Men den her kommer til at gøre rigtig ondt. Det kommer til at tage tid, når jeg bliver klar over, hvad der er sket, siger Anders Antonsen.

Badmintonspilleren indrømmer, at han var præget af nerver i de afgørende momenter midt i tredje sæt.

– Selvfølgelig var jeg nervøs. Det var han også. Der var meget på spil lige der. Jeg lavede lidt fejl i det flade spil, og jeg spillede lidt for kort, lyder Antonsens analyse.

Danskeren stillede op som tredjeseedet i Tokyo, og der var naturligt store forventninger til ham.

Da legene i Japan var hans første OL, var han på forhånd lidt usikker på, om han ville lade sig rive med at den olympiske hype, som mange sportsfolk er med til at italesætte.

– Jeg var kommet for mere. Så det er rigtig tungt.

– Hele oplevelsen har været sjov. Men jeg var her ikke for at mingle med andre sportsudøvere eller skifte pins på min akkreditering, siger han.

– Det var en turnering, jeg virkelig gerne ville vinde. Jeg regner med at være med igen, men man får ikke så mange skud på den. Så det er med at vinde den, når man har chancen, siger Antonsen og tilføjer lidt kækt:

– Jeg vinder den i 2024.

Mens Anders Antonsen er færdig i Tokyo, så er landsmanden Viktor Axelsen videre til semifinalen i herresingle. Danskeren møder søndag morgen dansk tid Kevin Cordón fra Guatemala.