Anklager ikke i tvivl: Forgiftninger på plejehjem var bevidst handling

En kæde af indicier peger ifølge senioranklager på, at 60-årig sosuhjælper er skyldig i drab og drabsforsøg.

En 60-årig sosuhjælper er tiltalt for at have givet fire beboere på plejehjemmet Tirsdalen forkert og farlig medicin. En af beboerne afgik efterfølgende ved døden, mens de tre andre kom sig. Den tiltalte nægter sig skyldig. (Arkivfoto).

En 60-årig sosuhjælper er tiltalt for at have givet fire beboere på plejehjemmet Tirsdalen forkert og farlig medicin. En af beboerne afgik efterfølgende ved døden, mens de tre andre kom sig. Den tiltalte nægter sig skyldig. (Arkivfoto).

Der er ingen vidner, der har set en drabstiltalt sosuhjælper give forkert og farlig medicin til fire beboere på plejehjemmet Tirsdalen i Randers.

Der er heller ikke videoovervågning, der viser, at hun har gjort det.

Alligevel er senioranklager Jesper Rubow ikke i tvivl om, at den 60-årige kvinde skal dømmes for at have forgiftet en 81-årige plejehjemsbeboer og forsøgt at slå tre andre beboere ihjel.

– Jeg er blevet beskyldt for, at jeg ikke har en rygende pistol i den her sag. Den eneste grund til det er, at der ikke er anvendt en rygende pistol.

– Jeg har derimod den rygende vagtplan, den rygende log til medicinrummet, den rygende medicin i tiltaltes hjem, jeg har den rygende søgning på det tredje præparat, udtalelser fra rumaflytningen og så videre.

– Det er hævet over enhver rimelig tvivl, at det er tiltalte, der har givet medicinen, siger anklageren, da han onsdag kommer med sine afsluttende bemærkninger i sagen i Retten i Randers.

Han peger på, at en række indicier tilsammen peger på, at det var den tiltalte, der bevidst gav præparaterne baclofen, mirtazapin og diazepam til plejehjemsbeboerne.

Anklageren hæfter sig ved, at den tiltalte var den eneste sundhedsfaglige, der var på vagt aftenen før alle indlæggelser.

Desuden har logfiler fra medicinrummet vist, at hun over en periode på tre måneder låste sig ind 25 gange, selv om hun som sosuhjælper ikke havde noget at gøre der.

Den tiltalte har forklaret, at hun nogle gange hentede en gulvlift i rummet, som hun brugte, når en beboer var faldet og skulle hjælpes op.

Men det understøttes bare ikke af de registrerede fald blandt beboerne, bemærker anklageren.

Han hæfter sig også ved, at der hjemme hos den tiltalte er fundet to ud af tre præparater, som blev konstateret i blodet hos de fire plejehjemsbeboere.

Søgehistorikken på tiltaltes computer viser også, at sosuhjælperen søgte efter den tredje præparat, baclofen, der blev anvendt.

Det skete ifølge anklageren på et tidspunkt, hvor resultaterne af blodprøverne ikke var færdiganalyseret. Derfor kunne hun ifølge anklageren ikke have hørt om præparatet andre steder.

Den tiltalte nægter sig skyldig og har sagt, at hun ikke har givet beboerne medicin, de ikke skulle have.

Hun har forklaret, at det flød med medicin på plejehjemmet. Nogle gange samlede hun det op og puttede det i lommerne på sit arbejdstøj, som hun tog med hjem for at vaske.

Meningen var, at medicinen skulle afleveres tilbage, har hun forsikret.

Specialanklageren kalder den tiltaltes forklaring "utroværdig" og "blafrende".

Han sammenligner med sagen om en tidligere sygeplejerske, der i 2017 blev dømt for fire drabsforsøg mod patienter på sygehuset i Nykøbing Falster.

Her fandt lægerne, at sygeplejersken led af en såkaldt histrionisk personlighedsforstyrrelse. En psykologisk undersøgelse viser, at sosuhjælperen lider af den samme forstyrrelse.

Den er blandt andet karakteriseret ved, at en person er egocentreret og opmærksomheds- og anerkendelsessøgende.

Motivet for forgiftningerne skal muligvis søges i tiltaltes personlighed, vurderer anklageren.

– Måske skal motivet findes i tiltaltes personlighed. Måske skal det findes i hendes utilfredshed med stedet, en følelse af manglende anerkendelse eller manglende opmærksomhed. Det passer meget godt med hendes personlighed.

Den tiltalte fokuserer under anklagerens timelange procedure på papirerne foran sig. Undervejs tager hun brillerne af og tørrer øjnene.

Efter anklagerens bemærkninger er det forsvarsadvokat Henrik Garliks tur onsdag eftermiddag.

Der ventes at falde dom i sagen 22. eller 23. februar.

/ritzau/