Amager er meget mere end lufthavn, bilforhandlere og Ørestaden. Eller strandparken, en is på havnen i Dragør og kampen om Amager Fælled. Når man går den nye vandrerute, Amarminoen, får man virkelig øjnene op for mange af de naturoplevelser, øen i øvrigt har at byde på.
Den 24 kilometer lange rute går mellem DR Byen og Dragør og dækker i store træk den sydlige og vestlige del af Amager.
Gode forhold
Efter en lille times bustur fra Langebro ankommer jeg til Dragør. Dragør Fort ligger smukt med vandet på den ene side og Dragørs store klynge af karakteristiske, gamle, gule huse til den anden. Vejret er mildt; temperaturen ligger på cirka 10 grader, og der er gråt og helt vindstille.
Jeg bevæger mig af sted langs stranden og finder ind på ruten, der hele vejen er afmærket med dråbeformede piktogrammer, pile og »Amarminoen« skrevet på skiltet. Og ja, navnet er fjollet, men man vænner sig til det.
Amarminoen
Flere vandrere og cyklister indfinder sig på ruten. Nogle med stor oppakning og tydeligt signal om, at de snupper alle 24 kilometer. Andre på mindre ture.
Efter de første små 10 kilometer, hvor jeg har nydt en kyststrækning i total stilhed og med vand nærmest uden bevægelse, kommer jeg til Kongelundsfortet. Her sætter jeg mig på et af fortets gamle radarplatforme, mens jeg spiser min frokost og nyder flokke af gæs på træk og en helt igennem fantastisk udsigt.
Fra Kongelundsfortet går jeg mod Sydvestpynten. Her er der på mere blæsende dage godt fyldt op med kitesurfere, men i dag er vandet helt stille og kun fuglenes bevægelse hen over vandet bryder illusionen om, at man iagttager et maleri.
Jeg begår i øvrigt her en fejl. I stedet for at fortsætte langs parkeringspladsen går jeg ind i Kongelunden, hvor jeg egentlig kom fra, og må vende om. Og på den måde blev der lige lagt et par kilometer ekstra til turen!
En trold i skoven
Ved Hestefælleden troner Kongelundens træer i flotte efterårsfarver på min højre hånd, inden jeg når frem til Hejresøen og Dæmningsvej. Sidstnævnte går hele vejen vest om Amager og byder uden tvivl på en fantastisk oplevelse langs vandet. Amarminoen går dog ind på øen og igennem Pinseskoven, der er Danmarks største selvsåede birkeskov. Her står utallige, tætte rækker af birke- og grantræer og skaber en både fortættet og hyggelig stemning – som kun skove kan.
Undervejs støder jeg på en mærkelig halvbueformet stensætning, og inde bag træerne sidder en stor trold og gemmer sig. Det er Bjarke Cirkelsten, som er et af kunstner og troldebygger Thomas Dambos nyeste værker.
På den anden side af Pinseskoven åbner landskabet sig op i stor skala. Her ligger Kalvebod Fælled og byder på et fantastisk scenarie med sin fladhed og mange små vandhuller. Før 1938 var hele området dækket af vand. Siden har pumpestationer og grøfter sørget for at lede regnvandet væk fra området. I horisonten kan man til den ene side se bagsiden af Ørestaden, og til den anden side tårner Avedøreværket sig op gennem den grå dis.
På lydsiden blander fuglekvidder sig med køernes muh'en og en konstant summen fra bilerne på E20, selvom Kalvebod Bro altså ligger to-tre kilometer væk.
På den anden side af Kalvebod Fælled har jeg gået omkring 20-21 kilometer – inklusiv min omvej i Kongelunden – og benene er blevet noget tungere, siden de tog de første skridt ud på Amarminoen fire-fem timer tidligere.
Udsigten fra Kongelundsfortet er fantastisk. Foto: Lars Jørgensen
Ankomst i skumring
Jeg går under motorvejsbroen og fortsætter nordpå langs vandet, mens Københavns bygninger begynder at dukke op i horisonten. Her er det ikke så meget naturen, som det er mødet mellem dén og »civilisationen«, der slår mig. At se de mange tusind lys dukke op fra vinduer, gadelamper, biler og cykler i skumringen, mens jeg går på bagkanten af byen, kan i dén grad noget.
Inden da burde jeg have drejet et par kilometer ind over Amager Fælled og gået mod DR Byen. I stedet vælger jeg at fortsætte min vandring langs vandet til Christianshavn, hvor jeg bor. Det fortryder jeg lidt senere. For godt nok er det en flot tur langs inderhavnen og igennem det pludselige liv på Islands Brygge, men mine ben er trætte, der er dukket en vabel op på min højre hæl – og inden jeg går ind ad min hoveddør, har jeg gået mere end 30 kilometer.
Langt mindre kan selvfølgelig gøre det. Amarminoen kan sagtens deles op i mindre etaper. Eller man kan køre den på cykel; stierne er på langt størstedelen af ruten ganske fine. Under alle omstændigheder bør man unde sig selv at se en side af Amager, man normalt ikke forbinder med øen.
