Børge Rasmussens forbindelse med Birkerød startede i et lejet værelse på Kildedalsvej. Han kom fra Geelsgård Skole i Virum, havde indtil da haft en ret så kærlighedsløs tilværelse på diverse institutioner.
Kun to år gammel blev han angrebet af den tids frygtede sygdom, polio, og måtte senere forlade forældre og otte søskende i det lille hjem på Vorbassekanten. Ikke gerne dvæler han ved de barske minder fra barndommens og ungdommens tid, men heldigvis forekommer det, som om hans liv som polioramt blev bedre lidt efter lidt, efterhånden som Danmark trådte ind i velfærdens tidsalder.
Ældre husejere i Birkerød husker Børge Rasmussen som rottefænger. Husker hans ordknappe facon, når han ringede på døren og spurgte, om her monstro var kommet rotter siden sidst?Som Birkerød kommunes konsulent på skadedyrsbekæmpelsesområdet udførte Børge et vigtigt job, som han egentlig trivedes med, men tiden løb fra beskæftigelsen, og det blev her som i så mange andre tilfælde til borgerselvbetjening. Det blev til, at folk selv måtte ringe, hvis de havde rotteproblemer. Børge fik i stedet nok at gøre som formand for den lokale Dansk Handicap-afdeling.
Hvor det før var rotterne der havde en fjende i ham, blev det nu trapper og vanskeligt tilgængelige forhold til butikker eller offentlige bygninger. Han ristede sig hverken rist eller ro, så længe der skete uretfærdigheder, som gjorde livet besværligt for foreningens handicappede medlemmer.
Der var forhold nok at tage sig af for en formand, der sloges for de handicappedes behov og rettigheder. Børge Rasmussen blev den lille modige, stædige terrier, der aldrig var bange for at snappe politikerne i haserne. Ikke uden grund er han da også gennem årene mange gange blevet opfordret til at tage sæde i andre nævn og kommissioner, hvor han heller ikke forsømte at tale Roma midt imod, når der var behov for at nogen sagde fra.
I dag, hvor han lagt bort titlerne og bare er sig selv, vil han helst tale om kærligheden, den kærlighed som han fik alt for lidt af som barn, men som han dog fik lov at opleve som mand.
Børge Rasmussens liv var ingen dans på roser. Så meget flottere har det været at opleve, hvor han har slåsset på sine handicappede medborgeres vegne.
I 30 år havde han sin elskede Hjørdis. En dag efter at de havde levet 20 år sammen, blev de viet af daværende borgmester Karin Løhde.
Hele to hjem havde de. Foruden den rare lejlighed i Skovgårdskrogen også kolonihavehuset i Tornevang.
'Rottehullet' kaldte de det. Til at begynde med var det kun et lille Bamse og Kylling -hus, senere kom der mere plads på.
I dag er Hjørdis ikke mere; Børge er blevet alene og det er svært, somme tider mere end svært.
Men han lader sig ikke så let slå ud. Fuglene synger og haven skal passes og derude står der masser af roser, for Børge er romantiker, der ikke kan få for meget af rosenduft.
Stadig stikker der lidt af en skadedyrfjende i ham. Rotter tager han sig ganske vist ikke af længere, men snegle vil få deres bekomst, hvis de skulle være så formastelige at dukke op inden for hans havelåge. Børge har garderet sig til tænderne. De kan bare komme an, de slimede bæster. Sidst han var i Jylland, købte han en sneglefælde, som skulle være alle tiders.
Er Børge uforsonlig overfor skadedyrene banker hans hjerte til gengæld varmt for samfundets svage. I Dansk Handicap Forbund har de meget at takke ham for.
Børge Rasmussen er gået af som lokalformand i Dansk Handicap Forbund.
