Allerød Biblioteker

Af Bent Mathiesen, Hillerødvej 11,3540 Lynge

Allerød Biblioteker er i top-ti når det gælder udlån per borger i hele Danmark. Nu taler man om, at AB skal spare en million om året. Det er helt hen i vejret, og pudsigt nok, så passer en million kroner med det beløb der kan spares ved at nedlægge biblioteket i Lynge. Hvis biblioteket ikke bliver nedlagt, så skal der spares der hvor der bruges = personale. I disse tider er der fokus på børns pasning og uddannelse, samt på de forhold vi byder ældre borgere med behov for hjælp. Disse områder mangler ikke fortalere. Der er mange andre områder hvor der skal spares, for nu ikke at sige: lukkes.

På den baggrund kan det være fristende, at tænke som Allerød Kommune: "Hvem gider at slås for biblioteket, når så meget andet er i spil? Lad os overgå os selv i år med en dobbelt så stor besparelse som i de foregående år!"

Jeg håber at der er mange borgere der vil kæmpe for at bevare et anstændigt og funktionelt bibliotek. Se på de sidste 10 års nedskæringer på Allerød Biblioteker og forstå så hvorfor man har brug for en pause i massakren. Biblioteket har af politikerne været brugt til at pudse glorien på det kulturelle område, med store ombygningsplaner etc., men ingen af disse planer er blevet realiseret. Det eneste der er kommet ud af alt dette er en masse ekstra arbejde for at imødekomme disse planers realisering. Snydt igen!

Giv biblioteket og borgerne en anstændig behandling og lav et budget, som afspejler virkeligheden i Allerød Kommune, uden skelen til hvad regeringen truer med af sanktioner. Sig til regeringen, at vi ikke her vil være med til at bakke op om regeringens skattestop.

Der som sin yderste konsekvens har haft, at der indføres afgifter og gebyrer blot fordi det ikke må hedde skat. Overblikket forplumres, men det er måske meningen.