Alle skoler har nu interaktive tavler

178 Smart Boards står klar efter sommerferien. Stort uddannelsesløft til lærerne

Foto: Michael Braunstein

Skolerne i Allerød Kommune får nu et stort it-løft. Efter sommerferien står 178 nye interaktive tavler parat, ligesom der er forberedt trådløst netværk i alle relevante lokaler.

Det er resultatet af en ny bevilling på 5 mio. kr., som Allerød Byråd gav i forbindelse med digitaliseringsstrategien. Samtidig følger et stort uddannelsesløft af alle kommunens lærere i brugen af de nye tavler.

"Det er en stor og vigtig investering. Og det er kun begyndelsen på et længe tiltrængt løft af it-kapaciteten på vores skoler," siger formanden for Skoleudvalget, Nikolaj Bührmann.

"I dag er antallet af pc'er, interaktive tavler og dækningen med trådløst netværk meget skævt fordelt mellem skolerne. Det retter vi nu op på, så alle elever og lærere for samme vilkår for at inddrage it og digitale læringsmuligheder i undervisningen," siger Nikolaj Bührmann.

De 178 nye interaktive tavler (Smart Boards) supplerer de ca. 30 tavler, der allerede i dag findes på skolerne, primært på Skovvangskolen.

Udover selve tavlerne investerer Allerød Kommune i en historisk stor uddannelsespakke til alle kommunens 413 lærere i anvendelsen af de interaktive tavler.

"Vi vil ikke have interaktive tavler, som står ubenyttede hen eller som ikke bliver anvendt med deres fulde potentiale overfor eleverne. Derfor har vi valgt at anvende hele 70 procent af skoleårets uddannelsesmidler på skoleområdet til at uddanne lærerne i brugen af Smart Boards," siger Nikolaj Bührmann og fortsætter:

"Uddannelsen sker ud fra en klar strategi om at klæde lærerne optimalt på, så det er fagene og læringen, der bestemmer, hvordan vi bringer teknologien i spil – og ikke omvendt."

Nikolaj Bührmann udtrykker samtidig stor tilfredshed med den lokale lærerforenings konstruktive engagement i sagen.

Det er den danske virksomhed Solutors A/S, som indretter de interaktive klasselokaler i Allerød Kommune og som uddanner Allerød Kommunes lærere i anvendelsen af Smart Boards og tilhørende produkter og software.

De 413 skolelærere skal i uge 32 på opstartskursus. Herefter skal der uddannes tre superbrugere og en teknisk superbruger fra hver skole. Efterfølgende skal lærerne løbende på fagrettede kurser, så de i alt opnår 20 timers undervisning. Og det er ifølge Solutors langt over gennemsnittet.

Fakta om interaktive tavler

Allerød Kommune har allerede i en årrække haft positive erfaringer med Smart Boards i ca. 30 klasselokaler. Et Smart Board er en elektronisk tavle, der fungerer ligesom en trykfølsom storskærm til en computer. En projektor projicerer computerskærmens indhold op på tavlen. Lærere og elever har derfor mulighed for at inddrage bl.a. informationer fra internettet direkte i undervisningen. Man har også mulighed for at gemme, sende og optage de projekter, som man arbejder med på tavlen. Brugt rigtigt, er tavlen interaktiv og kan benyttes både af lærer og elever. Med det indkøbte system har lærerne endvidere adgang til flere end 60.000 undervisningsmaterialer, som bl.a. andre lærere har udarbejdet og brugt i undervisningen.