AGF rykkede mod Superligaens top, da holdet vandt 2-0 over FC Midtjylland i sjette spillerunde i Superligaen på MCH Arena i Herning lørdag. Det blev også holdets tredje sejr i streg.
AGF startede kampen bedst og i højt pres, men FCM fandt hurtigt vejen uden om presset og spillede flot rundt om gæsterne i store dele af kampen.
Hjemmeholdet havde dog svært ved at spille sig frem til store chancer og afsluttede oftest fra kanten af feltet.
Efter pausen var kampen mere lige, og FCM havde kun sværere ved at komme tæt på aarhusianernes mål. Dermed var det AGF's skarphed foran målet, der blev forskellen på de to hold.
AGF's tredje sejr på tre kampe betyder, at holdet nu har 13 point i Superligaens top. Modsat må FCM kigge langt op fra den nederste halvdel med sølle seks point efter ikke at have vundet siden 29. juli.
Kantspilleren Pione Sisto forsøgte flere gange fra distancen for FCM og havde blandt andet et langskud ved stolpen i kampens 14. minut.
Det samme havde den offensive profil Evander et kvarter senere, da han sendte en nem bold lige i midten af målet og i favnen på målmanden.
Yann Bisseck sendte for anden kamp i streg bolden i nettet for AGF, da forsvarpilleren efter en times spil satte hovedet på et velplaceret indlæg.
Midtbanespilleren Mikael Anderson lukkede kampen for gæsterne, da han gjorde det til 2-0 i kampens 86. minut.
FCM forsøgte med et tungt pres at vride et resultat ud af kampen mod slutningen. Den sidste skarphed langt oppe på banen manglede dog, og dermed fortsatte midtjydernes nuværende nedtur.
/ritzau/