Fremover kan nordsjællandske børn, der er blevet udsat for vold eller seksuelt misbrug undersøges og afhøres mere skånsomt.
Torsdag åbner en filial af Børnehuset Hovedstaden i det tidligere HK-hus på Milnersvej.
Børnehuset Hovedstaden blev åbnet i København sidste år og er et center, hvor børn kan undersøges og afhøres af blandt andre psykologer, læger og politi, uden at de skal fragtes rundt mellem flere forskellige instanser.
"Huset i Hillerød er en satelit til det i København, hvor vi hidtil har skullet foretage afhøringerne", siger kriminalassistent Ingrid Underbjerg, der er en af de seks nordsjællandske politifolk, der er særligt uddannet til at afhøre børn.
Huset er indrettet til videoafhøringer, så børnene ikke skal vidne i retten, men alene behøver at blive vist som en undtagelse.
Det stiller særlige krav til afhøringerne. Udover personale fra børnenes hjemkommune og psykologer er der således advokater til stede under afhøringen – dog i et andet rum.
Barnet har en bistandsadvokat, og der er også en forsvarer til stede – uanset om der er en kendt sigtet i sagen eller ej.
De får via den afhørende betjent lov til at stille spørgsmål.
Ifølge Ingrid Underbjerg var der sidste år omkring 57 afhøringer af børn i Nordsjællands Politikreds.
"Det er ikke kun sædelighedssager. Der er også voldssager", fortæller kriminalassistenten.