Farumborgeren Poul Erik Madsen er død, 66 år gammel. Han måtte slippet taget efter en lang og hård sygdomsperiode.
Poul Erik Madsen er et kendt ansigt i den danske rejsebranche, og mange af Farums pensionister nåede også at nyde godt af hans smittende glade humør og hans store indsats for pensionistrejserne under borgmester Peter Brixtoftes tid.
Han startede i Tjæreborg, kom senere til Danske Feriehoteller, men markerede sig for alvor da han blev udnævnt til chef for Fritidsrejser i 1981. Han tog med oprejst pande konkurrencen op med de store etablerede navne som Spies og sin tidligere arbejdsgiver Tjæreborg.
Poul Erik Madsen, der i rejsebranchen er kendt som "Ærlige Madsen", var med til at genføde Danske Rejse Agenters Sikkerhedsfond efter Fondens forlis ved Kisbye og Jet Set krakkene. Hans indsats betegnes som afgørende for bedre vilkår og overlevelse for mange af Danmarks mindre rejsebureauer og deres ansatte i årenes løb. Han var branchens talsmand overfor pressen – og der var et stort tillidsforhold. Senere overtog Stig Elling fra StarTour.
Trods succes med Fritidsrejser sagde de svenske ejere farvel til Poul Erik Madsen i slutningen af 90'erne, men han rejste sig igen via sine kontakter i Kuoni, hvorved "Alletiders Rejser" blev født. Som nævnt tidligere blev det til et meget omdiskuteret samarbejde med Farumborgmester Brixtofte, der sendte byens pensionister på ferie sydpå. Det blev så omdiskuteret, at Madsen endnu engang måtte sige farvel til et rejsebureau for blot at overtage ABC Rejser 2001.
Problemet med pensionistrejserne var, at Poul Erik Madsen blev beskyldt for at tage mere for rejserne, end de rent faktisk kostede. Først i 2005 blev Poul Erik Madsen i byretten pure frifundet for den anklage.
Inden da måtte Poul Erik Madsen erkende, at anklagerne hang som en tung sky over ham, og det var svært at finde samarbejdspartnere i rejsebranchen. Samtidig led rejsebranchen som helhed meget under angrebet den 11. september i New York. Så han lukkede ABC Rejser ned i slutningen af 2003, men efter frifindelsen kom han til DTF i Hjørring, hvor han var til 2008.
Men det hele tog hårdt på ham, og da sygdom også blev en del af hverdagen, kæmpede han længe med sine op- og nedture. Men når man mødte ham, så var det den "gamle" Madsen, hans altid gode humør og interesse for sine medmennesker, der kom én i møde. Han er derfor en mand, der vil blive savnet af mange.
Poul Erik Madsen efterlader sig kone, tre børn, tre børnebørn og to bonusbørn.
Begravelsen finder sted torsdag 9. august kl. 13 fra Farum Kirke.