Furesø Ældreråd føler sig misforstået af både kommune og blokråd. Ældrerådet har nemlig aldrig haft et problem med seniorboliger i Farum Midtpunkt.
Det er plejecentret, der skaber bekymring:
"Det er efter hans mening en fordel at placere det tæt på Bymidten, men det er meget tunge patienter. Jeg har svært ved at forestille mig en dement gå på indkøb. For en dement vil et andet sted være bedre", fortæller Arne Ziegler, der er næstformand i Furesø Ældreråd.
Et bedre sted for det er Lillevang i udkanten af Farum, der hurtigt kunne udbygges til at omfatte et plejecenter.
"Det er mere trygt for en dement at være på Lillevang, hvis vedkommende vandrer væk. Det kunne stå færdigt i 2012, og der er en stor venteliste. Derfor udtalte vi til social- og sundhedsudvalgte, at vi foretrak Lillevang, så man kunne komme hurtigere i gang med byggeriet, for der er stort behov for plejeboliger i Furesø Kommune. Nu er der truffet en anden beslutning, vi har en anden opfattelse, men vi går selvfølgelig helhjertet ind i et samarbejde om at få lavet det bedste plejecenter", udtaler Arne Ziegler.
Udtalelserne om, at det er ældre, der aldrig har været i Midtpunktet og er bange på baggrund af rygter falder heller ikke i god jord hos ældrerådet:
"Det er helt ude i hampen, når de siger, at vi bor i Værløse og ikke vil til Farum og aldrig har været i Midtpunktet. Jeg bor i Farum, min søn bor i Midtpunktet og det har min datter også gjort. Jeg har da hørt om hjul, der er blevet stjålet fra biler, men det sker alle steder", fortæller næstformanden.