Ægtepar mister livet ved voldsom brand i lejlighed

En voldsom brand i Lyngby har kostet en mand og en kvinde livet. Brandårsagen kendes endnu ikke.

En mand og en kvinde har lørdag mistet livet i en voldsom brand på Skeltoftevej i Lyngby.
En mand og en kvinde har lørdag mistet livet i en voldsom brand på Skeltoftevej i Lyngby.

Et ældre ægtepar – en mand og en kvinde – mistede livet i forbindelse med en brand i Lyngby lørdag.

Det oplyser vagtchefen ved Nordsjællands Politi, der fik alarmen om branden klokken 11.29.

Branden opstod i en lejlighed i en etageejendom på Skeltoftevej.

– Røgdykkere fik de to personer ud af lejligheden. Den ene blev behandlet i ambulancen og kørt til Rigshospitalet, men her blev vedkommende erklæret død.

– Den anden blev erklæret død på stedet, sagde vagtchefen lørdag eftermiddag.

Beredskab Øst oplyste 13.40, at branden var helt under kontrol, men at brandfolkene skal arbejde på stedet noget tid.

Umiddelbart efter branden var det ikke muligt med sikkerhed at identificere de omkomne, men lørdag aften oplyser politiet, at der er tale om et ægtepar.

24 brandfolk og 10 brandkøretøjer arbejdede på stedet. Branden udviklede voldsom røg, som bredte sig til naboopgange, tag og kælderen.

Ifølge vagtchefen blev otte personer evakueret fra de to opgange, der var berørt af branden. De har lørdag aften fået lov til at komme hjem igen.

– Røgudviklingen var rimelig kraftig. Vores indsatsleder valgte at evakuere de to opgange på hver sin side af opgangen, hvor branden opstod, siger vagtchefen lørdag aften.

– Der er fortsat spærret af derude, men vi er færdige med arbejdet. Afspærringen er med henblik på, at vores teknikere skal derud efter weekenden, siger han.

Politiet kan lørdag aften ikke sige noget om brandårsagen.

– Det må de nærmere undersøgelser vise, siger vagtchefen.