Aarhus Midtby tæt på nedlukning: Nødplan skal holde Aros åbent

Høje smittetal truer Vor Frue Sogn, og det kan betyde, at Aros må lukke. Kommunen forbereder nødplan.

Risikoen for nedlukning hænger over Aarhus Midtby, som i øjeblikket oplever stigende smittetal.

Hvis smitten tager til i Vor Frue Sogn, kan det betyde, at kulturtilbud som Aros og Musikhuset Aarhus må lukke midt i turistsæsonen.

Derfor er Aarhus Kommune gået i gang med at forsøge at afbøde de værste konsekvenser af en eventuel nedlukning.

Det skriver Århus Stiftstidende.

Kommunen er i dialog med Aros om ansøgninger om dispensation, som ved en nedlukning kan ende med at fritage kulturtilbud fra at holde lukket.

Ansøgningerne sendes til Styrelsen for Patientsikkerhed, hvis nedlukningen bliver en realitet.

De kan behandle ansøgningerne meget hurtigt, og kommunen er optimistisk i forhold til at få dem godkendt.

– Coronasmitten er koncentreret blandt de 20- til 29-årige, og det er ikke den dominerende gruppe gæster på kultursteder som Aros og Musikhuset.

– Derfor har vi håb om at få dispensationer, siger Lise Uhre Pless, som er forvaltningschef og chef for krisestaben i Aarhus Kommune, til avisen.

Vor Frue Sogn har ifølge Århus Stiftstidende brudt to af de tre grænser, som er opstillet for lokale nedlukninger.

Det drejer sig om antallet af smittede og positivprocent.

Det sidste kriterium er incidenstallet – antal smittede per 100.000 indbyggere. Sognet lukker ved et incidenstal på 600. Aktuelt ligger det på 463 for Vor Frue Sogn.

Artikel fra Århus Stiftstidende