Ålholms Venner vil ikke tage imod tilbuddet om at flytte deres loppemarked til den hal i Skævinge, som Kultur- og Fritidsudvalget har tilbudt dem.
Foreningen, som blev stiftet på Sophienborg for snart 30 år siden og støtter Ålholm Idrætsforening med pengene fra et månedligt loppemarked, har også holdt til på Trollesminde og nu Solrødgård. Men de er trætte af at flytte rundt:
"Vi kan ikke blive ved. Loppemarkedet er livsnerven i vores forening, og vi kan ikke være derude i hallen, for der er hverken toiletter eller varme" siger næstformand Edvard Nielsen, som mener, at kommunen satser mere på prestige – med for eksempel et nyt rådhus – end på at gøre noget for de unge i kommunen.
Medlemmerne bruger i høj grad foreningen socialt, og næstformanden er ked af, at de ikke længere vil have et sted at være:
"Det er ikke kun Ålholm IF, loppemarkedet kommer til gode. Det er også alle vores medlemmer, som hjælper til daglig. Det er det samme for dem, som Grønnegadecentret er for dem, der kommer der," siger han.
Foreningen håber, at de kan lægge pres på politikerne, så de kan finde et andet sted at være til dem. Og hvis det ikke lykkes, er det ikke sikkert, at der er noget loppemarked efter årsskiftet.
Det var torsdag ikke muligt at få en kommentar fra formand for Kultur- go Fritidsudvalget, Ingo Hvid (S).