TRAFIKDRÆBT Tirsdag formiddag ved 11-tiden mistede en 84-årig mand livet, da han ville krydse Kongevejen ved Lindevangen i Virum.
Han blev ramt af en taxa, hvis chauffør ikke nåede at få øje på ham, inden det var for sent. Manden døde af sine indre kvæstelser på stedet.
En læge fra Rigshospitalet, der helt tilfældigt var på stedet, forsøgte ellers at give den gamle mand førstehjælp, men forgæves. Hans liv var ikke til at redde.
Som det er rutine, når folk dør i trafikken, er Lyngby Politi gået i gang med at undersøge, om der skal placeres et strafferetsligt ansvar nogen steder. Man skal blandt andet finde ud af, om taxachaufføren kørte ansvarligt og om ulykken på nogen måde kunne være undgået.
Derfor efterlyser politiet nu vidner, der har set ulykken eller måske lagde mærke til den gamle mand, inden han blev kørt ned.
Ulykken skete ud for Kongevejen nr. 165, nogle hundrede meter fra Lyngby Omfartsvejs udløb. Det er ca. 100 meter fra forgængerovergangen ved Ahornvej, og derfor vil politiet undersøge, om det kan betale sig fremover at 'tvinge' fodgængere til at benytte overgangen. Det kan f.eks. ske ved at sætte et hegn op mellem vejbanerne, som man har gjort det andre steder langs Kongevejen. Det er i så fald noget, der skal drøftes med amtet, der ejer vejen.
Ulykken er den anden med dødelig udgang i år. I april døde en motorcyklist på Strandvejen i Taarbæk.
Politiet har tlf.: 45 85 14 48.