800 uden telefon i weekenden

Nykøbing
800 TDC-kunder må undvære telefonforbindelse i weekenden. TDC har glemt at informere offentligheden om fejlen.

og Peter Mailand, Povl Arne Petersen

På grund af gravefejl blev et TDC-kabel i Nykøbing torsdag eftermiddag ved 15-tiden gravet over. Siden har 800 TDC-kunder været uden telefonforbindelse.

Sognepræst Niels-Erik Estrup i Nykøbing er en af de kunder der ikke har haft adgang til telefon eller internet. Han er rasende over, at TDC ikke har meldt noget ud via den lokale presse.

– Det er beskæmmende at TDC ikke melder noget ud til regionalradioen eller Venstrebladet. Jeg havde telefontid torsdag mellem 17 og 18, og der har ingen kunnet komme igennem til mig. Og jeg kan af gode grunde heller ikke se, hvad der er kommet ind på mailen. Derfor kan jeg heller ikke forstå, hvorfor TDC ikke melder ud i pressen, at der er en større gruppe mennesker der ikke har adgang til nettet. Det er meget utilfredsstillende, siger Niels-Erik Estrup, sognepræst i Nykøbing.

TDC har sovet i timen

Men TDC's presseafdeling har ikke selv været opmærksom på fejlen. Derfor er der ikke meldt noget ud til den lokale presse.

– Vi burde have meldt noget ud, men jeg har simpelthen ikke været opmærksom på det, før du ringer, siger Christina Eiberg fra TDC's presseafdeling.

Hun kan ikke forklare, hvorfor offentligheden ikke er informeret:

– Normalt er det vores driftsafdeling, der vurderer, hvad vi skal ud med og hvornår, men de har ikke meldt noget ind til os, og derfor har vi heller ikke været opmærksomme på problemet, før du ringer, siger hun.

– Men du skal have tak, fordi du ringer. Så kommer det da ud, siger hun.

Kompliceret at reparere fejlen

TDC håber på, at fejlen vil være rettet i løbet af weekenden:

– Fredag eftermiddag arbejdede teknikerne på højtryk for at svejse kablerne sammen, og netforbindelsen vil sandsynligvis være genetableret i løbet lørdag, siger Lasse Jensen fra TDC's pressesekretariat.

Fejlen opstod torsdag, da et TDC-kabel blev gravet over. I værste tilfælde kan forbindelsen først være genetableret mandag, men TDC håber, at fejlen kan være genetableret i løbet af lørdag.

– Teknikerne arbejder, til de ikke kan mere i aften (fredag, red.), men det er jo ikke til at sige noget om, hvad de støder på i jorden. Men vi håber, at forbindelsen er genetableret i løbet af lørdag, siger Lasse Jensen fra TDC.

– Det der sker er, at teknikerne skal samle kablerne så "Jensen" i det ene kabel igen bliver sat sammen med "Jensen" i det andet, så det tager noget tid inden de er færdige, forklarer han.

pema@nordvest.dk