
NIELS PLASCHKE
Det kan betale sig at tænke i økologi og grønne visioner, som Røsnæs Skole har gjort i en årrække. Nu kommer indsatsen også Udeskolen til gavn.
Friluftsrådet har netop bevilget 58.000 kroner fra Tips- og Lottomidlerne til projektet Røsnæs Økobase, så de yngste klasser i udeskolen kan få fire samlingssteder ved skov og strand i gåafstand fra Røsnæs Skolle. Baserne er tænkt placeret i Martins Skov nord for skolens boldbane ved mosen i Præsteskoven og i Dyrehøjskoven lige før Ulstrup.
– I Martins Skov vil vi opføre en hytte, hvor vi kan gå i ly for regnen, ved mosen og i Præsteskoven lægger vi fem-seks stammer ud i en cirkel så vi kan sidde, og i Dyrehøjskoven er planen at opføre to shelters, så vi også kan komme i ly der, siger Charlotte Hooge Børup lærer i Udeskolen.
Med i planerne er også opførelse af en række udkigsposter knap en meter oppe i nogle træer, så eleverne kan komme op og se det hele lidt fra oven. En anden ide er at medbringe en såkaldt slack-line i rygsækken.
– Der er tale om en tynd snor, der nemt kan spændes ud mellem nogle træer, så vores elever kan balancere af sted på den. Og den kommer naturligvis ikke til at hænge særlig højt over jorden, siger Charlotte Hooge Børup.
Forudsætningen for bevillingen fra Friluftsrådet er, at skolen skaffer et tilsvarende beløb og dette arbejde er allerede igang. Ved selve opførelsen af Økobaserne skal der trækkes på forældrene.
npl@nordvest.dk